Naturpark Tolne

Vandrestier, oplevelser og spisesteder

Naturpark Tolne

Parken strækker sig gennem et bakket istidslandskab, hvor gamle løvskove og åbne naturarealer danner en smuk mosaik, hjemsted for en rigdom af sjældne planter og insekter.

For 150 år siden var området stort set åbent, med træer kun på stejle skråninger og omkring gårde. I dag er størstedelen af parken bevokset med træer, men der findes stadig store områder med overdrev og hede, der huser sjældne planter og insekter.

Tolne Bakker, et Natura 2000-område, er hjertet i naturparken. Her vokser over 200 år gamle bøgetræer og området er hjemsted for en rig biodiversitet af fugle, insekter og mosser. Her kan du nyde de dramatiske kontraster mellem de bakkede landskaber og det flade terræn mod nord.

Den nordlige del af parken byder på kulturhistoriske perler som Eskjær Gods og de mange gravhøje ved Landskabs- og landbrugsmuseet ved Mosbjerg. I den sydlige del findes store overdrev og heder, herunder det gamle militærområde Brinkhus og de fredede Katsig Bakker.

Skovpavillonen, en historisk samlingsplads, ligger midt i Tolne Skov og er et populært mødested.

Katsig Bakker

Katsig Bakker er et alsidigt område rig på natur og kulturarv. Terrænet varierer markant, hvilket skaber gode muligheder for forskellige oplevelser. Det er særligt kendt for sine bær, herunder blåbær, tyttebær og enebær, som beriger vandreturen i det smukke bakkelandskab, der også byder på en fantastisk udsigt over Vendsyssel.

Den enestående natur i området skyldes sandsynligvis, at det aldrig har været intensivt brugt til landbrug. Kratområder og bøgerøller har traditionelt været udnyttet som brændsel og småtømmer til det lokale landbrug, mens en del af engene og hederne sandsynligvis blev brugt til græsning eller høslet.

Historisk set blev den østlige del af området tilplantet i 1920'erne og fremefter til traditionel skovdrift, som også blev brugt til at beskæftige arbejdsløse under 1930'ernes krise. I 1935 blev den vestlige del fredet og overdraget til Frederikshavn Kommune med en bestemmelse om at bevare det som et rekreativt område for kommunens borgere.

Katsig Bæk, der skærer sig ned gennem lyngbakkerne, er fredet og fungerer samtidig som grænsen mellem Frederikshavn og Hjørring Kommune. Den østlige del huser to fortidsminder: Skt. Jørgens Kilde og en stenaldergravhøj, der vidner om områdets historie og kulturarv.

Vandrestierne

Nedenfor ser du de udvalgte vandrestier fra vandreområdet med kilometerangivelse.

Vi har prioriteret stierne med vores yndlingssti i området, som den første.

Du får information om hver enkelt vandresti ved at klikke på billederne.

Ideel rækkefølge af stierne i forhold til transport

Vi anbefaler, at du går vandrestierne i følgende rækkefølge (eller omvendt) for at få den mindst mulige transportafstand mellem stierne:

  • Mosbjerg stierne 5 km (2)
  • Skovstien 1,4 km (6)
  • Tolne skov - rød rute 1,7 km (BS1)
  • Tolne skov - gul rute 1,9 km (5)
  • Tolne skov - blå rute 2,2 km (3)
  • Katsig bakker - grøn rute 3,9 km (1)
  • Katsig bakker - blå rute 1,9 km (4)
  • Tislum Plantage 3,5 km (BS2)

Du kan vælge at springe stier over, så distancen passer til det, du ønsker at gå.

Hvis du vil gå 11,1 km, starter du på Mosbjerg stierne. Du springer Skovstien, Tolne Skov's rød og gul ruter over. Så går du Tolne Skov - blå rute og derefter afslutter du din gåtur ved at følge Katsig Bakkers grønne rute.

Vær opmærksom på:

Mosbjerg stierne er en kombination af 4 stier, hvor du skiftevis følger de forskellige stiers afmærkning.

Den blå rute og den røde rute i Tolne Skov kan med fordel gåes i et stræk.

Oplevelser og seværdigheder

  • Mosbjerg Landskabs og Landbrugsmuseum

    Ved Højen står et husmandssted, et levende frilandsmuseum, hvor livet fra omkring 1915 genskabes. I sommerferien beboes stedet af familier, der lever som i 1900-tallets første halvdel.

    Gården byder på udstillinger om landskabets geologi, historie og landbrug, med redskaber fra 1880-1950. Der arrangeres også events som Kartoffeldag og høbjergning, der viser traditionelt høstarbejde.
  • Bjørnager

    I stalden og laden på gården Bjørnager er der indrettet en landbrugsudstilling, som viser redskaber fra perioden cirka 1880 til cirka 1950 - fra tiden før traktorer og elforsyning. Tekst- og billedplancher beskriver landbrugsmaskinernes oprindelse, udvikling og anvendelse. (Det er en del af Landskabs-og landbrugsmuseet).

    Der er også opsat en demonstrationshævert.
  • Stenhøj

    400 meter nord for Tolne Kirke ligger en fredet stendysse ved navn Stenhøj. Denne stendysse blev opført som et gravmonument i bondestenalderen og tilhører de mindre langdysser.

    I dag er omkring halvdelen af randstenskæden samt et gravkammer uden dæksten i midten bevaret.
  • Skt. Jørgens Kilde

    Sankt Jørgens kilde (også kaldet Skjær Kilde) er en af de ældste kilder i Danmark. Kilden er en såkaldt helligkilde, der blev hellig omkring 1500-tallet.

    Efter sigende fordi en kone på vej fra Hjørring til Frederikshavn kom forbi stedet med sit blinde barn. Sagnet beretter, at de satte sig ned og pigen vaskede sig i vandet fra kilden, hvorefter hun udbrød: ”Hvor er her flot mor”! Pigen kunne herefter se igen.

Spisesteder

  • Mimis Bistro

    Mimis Bistro ligger på havnen i Strandby, lige ved siden af fiskeriauktionen, og byder på en skøn udsigt over havnemiljøet, der emmer af maritim stemning.

    Menukortet har et bredt udvalg af lækkerier, der tilfredsstiller enhver appetit - fra klassisk pariserbøf til velsmagende fisk og skaldyr.